Tidslinje

 

I. Optakt til revolutionen (før 1770)

 1760’erne søger briterne at reorganisere den koloniale administration for at

  • reorganisere besiddelserne i Amerika og blokere for indblanding fra Frankrig (nord), Spanien (syd) og indianere (vest); det blev anslået, at 10.000 faste britiske tropper var nødvendige
  • knytte de hastigt voksende kolonier tættere til moderlandet; den frie del af befolkningen steg med 160 % fra 1710-1740 og med 125 % fra 1740-1770; slavebefolkningen med hhv. 235 % og 200 %
  • styrke og kontrollere samhandlen; importen fra kolonierne udgjorde 20 % af Englands totale import i 1700 og 36 % i 1770, mens eksporten steg fra 10 % til 37 % i samme periode
  • nedbringe statens udgifter; alene renteudgifterne på krigsgælden var 5 millioner pund (det årlige budget var på 8 millioner pund)
  • bremse tendenserne til uafhængighed, hvilket var frygtet og forventet i regeringskredse som værende koloniernes hemmelige ønske

 

I april 1763 bliver George Grenville leder af den engelske regering samt finansminister

  • der indføres drastiske reduktioner af statens udgifter
  • der udsendes cirkulære om strengere overholdelse af handelsreglerne, særligt sirupsloven (Molasses act) fra 1733, der lagde en høj told på sukker og sirup indført fra den ikke-britiske del af Vestindien, men som var blevet ignoreret af de amerikanske romdestillerier. Nu søgte man strengere overholdelse og kontrol med smugleriet
  • ved finanslovsdebatten 9. marts 1764 siger Grenville, at man bliver nødt til at øge statens indtægter, bl.a. er det en mulighed at pålægge kolonierne en stempelafgift 
  • kolonierne får et år til at fremlægge andre forslag til at inddrive penge, og man nøjes med at vedtage en sukkerlov, der udvider sirupsloven, lægger told på en række luksusvarer, bl.a. vin, kaffe og silke, giver toldbetjente udvidede beføjelser og flåden større ret til inspektion af amerikanske skibe. Dette indføres for at ”dække omkostningerne ved at forsvare, beskytte og sikre” kolonierne

 

22. marts 1765 vedtages Stempelafgiften (Stamp act)

  • kolonierne svarer igen med stærke og højlydte protester. De er i forvejen utilfredse med de andre love og afviser, at parlamentet forfatningsmæssigt kan vedtage en stempelafgift, som de mener, vil være en direkte (intern) skat. Men de stiller ikke modforslag til indtægtsinddrivelse
  • Stempelafgiften vedtages ”med det formål bedre at kunne bestride udgifterne ved [de britiske kolonier og plantager i Amerikas] forsvar, beskyttelse og sikkerhed”. Loven lægger afgift på alle officielle dokumenter, tilladelser, stempler samt på papir til aviser, spillekort mm.
  • to dage senere vedtages også en indkvarteringslov, der pålægger kolonierne at indkvartere og beværte britiske tropper, også i fredstid
  • efter vedtagelsen er der først resignation i kolonierne, men i efteråret 1765 spreder utilfredsheden og kritikken sig
  • loven ’angriber’ direkte de mest indflydelsesrige kolonister – handelsmænd, advokater, trykkere, plantageejere, redaktører – men rammer også alle andre. Dette skaber en følelse af samhørighed på tværs af sociale skel og giver kolonialeliten mulighed for at mobilisere masserne
  • der opstår lokale boykotgrupper og 14. august 1765 angriber en gruppe stempel-distributøren Andrew Olivers hus, og han lover dernæst ikke at håndhæve stempelafgiften. Eksemplet breder sig hurtigt til de andre kolonier 
  • Frihedens sønner (Sons of Liberty) opstår i Boston og spreder sig til de andre kolonier. De truer og angriber stempel-distributørerne og hindrer dermed lovens implementering
  • de amerikanske koloniers lokale parlamenter vedtager protest-resolutioner. Ni af kolonierne mødes til Stempelafgiftkongressen i oktober 1765, der fordømmer stempelafgiften som ”et manifest forsøg på at underminere kolonisternes rettigheder og friheder”. Der udtales dog også støtte til det engelske parlament og kongen
  • i januar 1766 tilbagekalder det britiske parlament stempelafgiften, men vedtager i stedet en erklæringslov (Declaratory act), der bekræfter parlamentets suverænitet til ”i enhver sag at binde Amerikas kolonier og folk, den britiske krones undersåtter”

 

16. maj 1766 fejrer amerikanerne nyheden om stempelafgiftens tilbagekaldelse (man bemærkede i første omgang ikke erklæringsloven). I London koster det Grenville-regeringens liv og den nye finansminister bliver Charles Townshend

  • Townshend er optaget af at fastslå parlamentets suverænitet over kolonierne
  • den offentlige stemning i England er stærkt kritisk overfor kolonierne, der beskyldes for at blive rige på englændernes bekostning; for ikke at have bidraget tilstrækkeligt i den indiansk-franske krig (1754-1763), der havde været meget dyr og som ifølge englænderne var ført for koloniernes skyld; for nu ikke at ville bidrage til deres eget forsvar; og for i hemmelighed at forberede uafhængighed
  • i foråret 1767 fremsætter Townshend en række forslag til afgifter (Townshend-afgifterne), der skulle ”lette dette land for en betydelig byrde”, hvilken bl.a. betød nye afgifter på glas, farve og te
  • med Boston i spidsen genopstår komitéer for boykot af britiske varer
  • Frihedens døtre spinder deres eget uld frem for det importerede
  • i februar 1768 vedtager Massachusetts lokalparlament en resolution, der erklærer, at Townshend-afgifterne er i strid med den engelske forfatning
  • da de nægter at tilbagekalde resolutionen opløser guvernøren lokalparlamentet, og der indsættes toldkommissærer for at sikre opkrævning af skatter og afgifter

 

II. Mobilisering og optrapning af konflikten (1770-75)

Den 5. marts 1770 skyder 8 britiske soldater ind i en truende mængde og dræber fem civile. Paul Reveres overdrevne illustration af ’Boston-massakren’ ophidser de amerikanske gemytter yderligere

I april 1770 bliver Townshend-afgifterne tilbagekaldt med undtagelse af te-afgiften, der forhøjer den generelle afgift på te med et mindre beløb

  • i foråret 1773 griber den britiske regering ind for at redde Engelsk Østindisk Kompagni fra bankerot. Et af midlerne er, at tillade selskabet at eksportere så meget te, som det ønsker, til de amerikanske kolonier - dog uden den generelle afgift, men kun med en særlig og lille te-afgift. Teen skulle sælges af særlige agenturer i kolonierne uden om de sædvanlige offentlige auktioner. Formålet var, at amerikanerne kunne købe billig te. Derved kunne smuglerne udkonkurreres, statens indtægter øges og det Østindiske Kompagnis økonomi stabiliseres
  • kolonierne reagerer ved at boykotte te-drikning, hindre importen og presse te-agenterne til at frasige sig deres stillinger
  • smuglere, handelsmænd og patrioter gør fælles sag, særligt i Boston, hvor byeliten og ’pøblen’ går på gaden

 

Den 16. december 1773 finder Boston Teselskabet (The Boston Tea Party) sted

  • I starten af december hænges en plakat op i Boston med følgende ordlyd: ”Venner! Brødre! Landsmænd! Den afskyelige te afskibet af det Østindiske Kompagni er nu ankommet til vores havn. Tiden er kommet for enten vores ødelæggelse eller mandig modstand mod tyranniets planer”
  • 16. december smider en gruppe amerikanerne, nogle forklædt som indianere, te til en værdi af 10.000£ i havnen for at hindre importen af den. Dette bliver kendt som Boston Teselskabet
  • urolighederne fortsætter i de fleste kystbyer
  • der opstår komitéer, der tjener som kvasi-domstole, manipulerer valg, truer boykot-brydere, fastsætter priser, kontrollerer varelagre, udskriver skatter, organiserer militser osv., hvilket de facto skaber parallelle myndigheder 
  • de overvågnings- og kontrolkomitéer, der oprettes lokalt overalt bringer flere og flere mennesker ind i politik – og mange af komitéerne fortsætter med at eksistere efter det umiddelbare formål er opnået. Formålene udvides og radikaliseres, og befolkningen forbliver mobiliseret

 

I februar 1774 hører regeringen i London om urolighederne i Boston

  • regering, parlament og offentlighed er stærkt oprørte over angrebet på parlamentets suverænitet, kolonialdministrationens ledelsesret og den private ejendomsret
  • regeringens førsteminister Lord North presses til at vedtage en række tvangslove i marts-april 1774tvangslovene (The coercive acts) bliver for amerikanerne kendt som de utålelige love (The intolerable act). Lovene betyder, at
  • Bostons havn bliver lukket, indtil der bliver betalt kompensation for det ødelagte te, og kongen kan erklære farvandet ”sikkert” (Boston havnelov
  • Massachusetts’ lokalparlament reorganiseres, så den britiske guvernørs magt bliver forøget, så overhuset heri nu bliver udpeget af guvernøren og ikke ud fra en liste givet af lokalparlamentet. Lokalparlamentet må nu kun mødes én gang om året og kun behandle rent lokale sager (Massachussets myndighedslov)
  • man øger muligheden for at flytte retssager til andre kolonier eller til selve England (retfærdighedsloven)
  • man tillader indkvartering af britiske tropper i ubenyttede huse (indkvarteringsloven)
  • den øverstkommanderende for de britiske tropper i Amerika, Thomas Gage, bliver gjort til guvernør af Massachusetts

 

Dette ændrer konflikten afgørende fra at handle om retten til beskatning til nu også at angå den koloniale ordnings fremtid

  • man taler nu i stigende grad om ”en plan, systematisk lagt og forfulgt af den britiske regering i næsten 12 år med det formål at slavebinde Amerika”
  • Boston svarer igen med Et rundsendt brev fra Boston korrespondancekomité fra 13. maj 1774, der opfordrer til en generel boykot af britiske varer og sammenhold imod frihedens fjender
  • kongen skriver herefter til Lord North i september 1774: ”Terningerne er kastet. Kolonierne må enten underkaste sig eller triumfere. Jeg ønsker ikke, der skal bruges hårdere midler, men vi må ikke vige”
  • kolonierne svarer igen ved at vedtage lokale resolutioner såsom den fra Virginiakonventets sammenslutning, der mødes i august 1774
  • Thomas Jefferson skriver på Virginia-konventets vegne sin Opfattelse af Amerikas rettigheder, der også kommer til at danne grundlag for Uafhængighedserklæringen
  • den 5. september - 26. oktober 1774 mødes man i Philadelphia til Den første kontinentale kongres med delegerede fra 12 af de 13 kolonier. Her vedtager man 14. oktober 1774 Erklæring og beslutninger fra Den første kontinentale kongres, som
  • opfordrer det britiske parlament til at tilbagekalde loven
  • vedtager en embargo mod britiske varer og autoriserer komitéer, der skal overvåge om embargoen overholdes
  • sværger en musketer-ed om fælles front, hvis Massachusetts bliver angrebet, og at man vil mødes igen i foråret, hvis situationen ikke har ændret sig

 

III. Revolution og uafhængighedskrig (1775-83)

Spændingerne imellem amerikanerne og de britiske tropper stiger

  • 19. april 1775 finder de første militære sammenstød sted ved slagene i Lexington og Concord. Briterne: 73 døde, 174 sårede. Amerikanerne: 50 døde og 34 sårede
  • i dagene efter samles 10-12.000 militsmænd udenfor Boston og Charleston

 

10. maj 1775 træder Den anden kontinentale kongres sammen

  • 3. juli 1775 udnævnes George Washington til øverstbefalende, der oprettes udenrigskomité, og man trykker papirpenge til finansiering af tropperne
  • man vedtager også i juli
    • Olivengrensresolutionen, der erklærer loyalitet overfor kongen og beder ham bryde med sine ”ondskabsfulde ministre”
    • En erklæring om grundene til og nødvendigheden af at væbne sig til kamp (men der erklæres aldrig officielt krig)

 

23. august 1775 erklærer Kong George III kolonierne i ”åbent oprør”, og at alle Amerikas støtter i England er at betragte som forrædere (straffen herfor var død ved partering)

  • 22. december vedtager parlamentet forbudsloven (Prohibitory act), der stopper al amerikansk eksport; dernæst hyres tyske lejesoldater (kendt som hessianerne), og det gøres klart, at man vil bruge væbnet magt til at løse konflikten
  • dog forventer man stadig en kort konflikt efterfulgt af en genetablering af kolonialsystemet; de britiske tropper opfører sig i starten snarere som politi end som hær
  • de britiske troppebevægelser fortolkes af amerikanerne som despotisk undertrykkelse og frihedsknægtelse

 

I 1776 begynder uafhængighedstankerne at tage form

  • i februar er der (et lille) flertal i Den anden kontinentale kongres for uafhængighed, men mange går stadig ind for at forblive under engelsk kolonistyre
  • 12. april vedtager man at åbne sine havne for skibe fra alle andre lande end England (man udtrykker med andre ord økonomisk og politisk uafhængighed)
  • i maj opfordrer Den anden kontinentale kongres staterne til at vedtage nye regeringer ”under folkets ledelse” og til at erklære at ”udøvelsen af enhver autoritet under kronen bør totalt ophæves”
  • 12. juni vedtager Virginia sin statsforfatning; andre stater følger efter med egne forfatninger
  • 1-4. juli debatteres Uafhængighedserklæringen
  • 4. juli vedtages Uafhængighedserklæringen

 

Mellem 1776-1782 bølger uafhængighedskrigen frem og tilbage, uden at nogen af de to parter kan vinde afgørende sejr

 

1. marts 1781 oprettes Konføderationskongressen, der afløser Den anden kontinentalkongres, og som sidder indtil den amerikanske kongres oprettes i 1789

 

30. november 1782 underskrives en foreløbig fredsaftale, og den 3. september 1783 underskrives Fredstraktaten i Paris, der afslutter krigen

 

IV. Grundlæggelsen af den nye republik (1783-91)

Hverken de præ-revolutionære lokale parlamenter eller den revolutionære kontinentale kongres har en politisk organisering, som egner sig til den nye situation efter krigen. 1780’ernes kriseårti er præget af

 

voksende sociale spændinger

  • i 1786-7 finder Shays’ oprør sted, der er en række fattige gældsplagede bønders og krigsveteraners oprør, og som bliver slået hårdt ned af regeringstropper
  • der er konflikter mellem ’lokalister’ (privat gældsafskrivning, lavere skatter, tilbagerulning af stat, lokale løsninger, landbrugsorienterede) og ’kosmopolitter’ (håndhævelse af eksisterende kontrakter, udskrivning af skatter for at betale offentlig gæld, statsfinansierede offentlige arbejder for at stimulere økonomien, byorienterede)

 

politikkens egalisering

  • stemmeretten udvides til stadigt flere; ejendomskriterier slækkes eller opgives
  • almindelige mennesker kræver i stigende grad at blive hørt
  • valghandlingerne bliver faktiske konkurrencer mellem kandidater
  • nye former for kandidater melder sig: i 1765 består New Hampshires kolonialforsamling af 

34 medlemmer fra det øverste sociale lag; i 1786 består dets Repræsentanternes hus af 88 medlemmer, de fleste småbønder eller middelklasse

  • antallet af aviser eksploderer

 

økonomisk forvirring og forværring

  • første bank i 1781; ingen national økonomisk politik eller fælles mønt
  • galopperende inflation pga. krigsgælden
  • i 1784-5 er der tilbagegang for den internationale handel og kredit, hvilket medfører stor fattigdom
  • finansministeren kan kun udstede skatter med samtykke fra alle stater
  • konføderationens regler muliggør ikke inddrivning af nok penge til at betale regeringens gældsforpligtelser

 

delstatsegoisme og gensidig mistænksomhed

  • lovgivningsmæssig separatisme og protektionisme
  • delstaterne indfører indre handelshindringer, told og afgifter, grænsekontrol
  • ”lokalismens ånd ødelægger samfundets fælles interesse” ifølge James Madison
  • uafgjorte grænsestridigheder
  • voksende frygt for, at unionen vil opløse sig i selvstændige stater

 

voksende international skepsis over manglende amerikansk enhed og troværdighed

  • staterne ignorerer aftaler indgået af udenrigsministeren og søger separate aftaler
  • kongres-sekretær Charles Thomson udtaler i september 1784: “En regering uden synligt centrum må synes et underligt fænomen for europæiske politikere, og jeg frygter, at det ikke vil føre dem til at forme noget særligt positivt billede af vores stabilitet, visdom eller enighed”

 

I marts 1785 indbyder George Washington (efter forslag fra James Madison) repræsentanter for Maryland og Virginia til sin gård for at diskutere territorialdisputter (den såkaldte Mount Vernon-konference)

  • der indledes samtaler om fælles handels- og møntpolitik mellem de to stater
  • Delaware og Pennsylvania tilslutter sig samarbejdet

 

I januar 1786 indbyder Virginia alle stater til en handelskonference 

  • man mødes i Annapolis i september, men kun 6 stater deltager. Den varer i 3 dage, men man beslutter ikke at beslutte noget, og ender i stedet med at foreslå indkaldelse til en revisions-konference ”for at udforme sådanne tiltag som skal virke nødvendige for at gøre forfatningen for den føderale regerings forfatning egnet til at løse unionens anliggender”
  • Konføderationskongressen tilslutter sig (efter 6 måneder) forslaget og finder det ”gavnligt at mødes med det ene og klare mål at revidere konføderationens paragraffer” 
  • ingen stater autoriserer sine delegerede til at skrive under på en ny forfatning

 

I maj 1787 mødes delegerede fra 12 stater (kun Rhode Island udebliver) i Philadelphia

  • nogle delegerede ankommer forberedt til at underskrive en ny forfatning (f.eks. Virginias James Madison og Pennsylvanias George Mason), andre delegerede ankommer med låste mandater
  • 25. maj er 31 delegerede ankommet (i alt deltager 55)
    • de havde erfaring med national politik, da 42 af dem havde siddet i kontinentalkongressen eller den konføderative kongres og andre havde tjent i den kontintentale hærs generalstab
    • de var mestendels velhavende advokater, plantageejere og handelsmænd
    • George Washington vælges til formand
    • man vedtager at holde drøftelserne hemmelige; alle har én stemme; alle beslutninger kan åbnes igen; hver delegeret må kun tale 2 gange om hvert emne; flertal kræver 7 staters stemmer

 

Forfatningsprocessen forløber i fire faser

  • 29. maj - 19. juni bliver man enige om principperne for forfatningen
  • 19. juni - 16. juli diskuterer man forholdet mellem små og store stater
    • 2. juli fremsætter Roger Sherman fra Connecticut ’Det store kompromis’ eller ‘Connecticut-kompromiset’, der accepteres 16. juli, og som fastslår at
      • mandatfordelingen i underhuset sker efter folketal; i overhuset får hver delstat 2 mandater; underhuset repræsenterer folket; overhuset repræsenterer delstaterne 
      • en slave tæller 3/5, når der skal fordeles mandater efter befolkningstal blandt delstaterne, og sydstaterne ønskede på den måde at maksimere deres stemmer, men minimere deres skatteandel
      • slavehandlens eventuelle ophør ikke kunne ske før 1808 (hvorfor det først efter dette år ville være muligt med en føderal indblanding i spørgsmålet)
      • præsidenten vælges gennem valgmandsstemmer
      • kompromiset lægger grundlaget for den amerikanske føderalisme, hvor både delstater og regering har egne, vidtrækkende kompetencer og føderale domstole tjener som regulator af forholdet imellem de to niveauer
      • 17. juli - 7. september diskuterer man sig frem til udkastet for forfatningen
      • præsidentembedet udvides betydeligt (foreslået af James Wilson) uden den ellers forventede kritik af, at man i realiteten kunne være på vej mod et nyt monarki
      • man går fra ’magtdeling’ (klart adskilte funktioner og embeder) til ’checks and balances’ (embederne har overlappende funktioner og jurisdiktioner)
      • 8.-15. september diskuterer man mindre ændringer

 

16. september vedtages den nye forfatning

 

17. september underskrives USA’s forfatning

  • ratificeringsprocessen indledes (kræver 9 staters tilslutning)

 

USA’s forfatning vedtages men kun med stort besvær og betydelig opposition

  • flere stater ratificerer med krav om tilføjelser
    • I Massachusetts gøres accepten afhængig af vedtagelsen af en Bill of Rights (rettighedserklæring)
    • fire af de fem næste stater vedtager lignende i deres ratificeringsdokument

 

Da New Hampshire ratificerer forfatningen d. 21. juni 1788 er de påkrævede 9 stater opnået

  • da forfatningen er en realitet vælger North Carolina og Rhode Island også at ratificere forfatningen

 

4. marts 1789 træder forfatningen i kraft, og den amerikanske kongres etableres

 

30. april 1789 tiltræder George Washington som USA’s første præsident

 

8. juni 1789 foreslår James Madison, som lovet under forfatningsdiskussionen, De ti første tilføjelser til forfatningen (Bill of Rights), som træder i kraft 15. december 1791