“Magt er heroisk, mens afmagt er usynlig. […] Magten får ofte sat ansigt og navn på, selv når den er mere strukturel. Magt fylder meget i den politiske retorisk, i kunsten og filosofien. Den synliggøres, enten fordi vi hylder den, eller fordi vi vil beskyttes fra den. Afmagt derimod har tit og ofte en blokeret aktør. Der er mindre at beundre eller frygte af den afmægtige. Afmagt er ikke statue-materiale.”
Læs mere herunder.
Afmagtens former
Af Mikkel Thorup
ALT DET SPROG
JEG KAN BRUGE
ER AFMÆGTIGT
Caspar Eric, Avatar (2017)
Fra den dybeste afmagt vrister jeg mig fri og går gennem vreden.
Liv Helm, Hvis du er bange, så ryk tættere på (2025)
Det danske ord afmagt stammer fra det 13. århundredes middelnedertyske āmacht og det oldhøjtyske āmaht, hvor ā, ān eller āne betyder ”uden”. I dag er det relateret til det tyske Ohnmacht. De tilsvarende termer på norsk og svensk er hhv. avmakt og vanmakt, mens der ikke er noget parallelbegreb på engelsk, hvor de nærmeste er powerlessness og impotence, eller disempowerment, der mere retmæssigt betyder magtesløshed snarere end afmagt. På spansk er et nærliggende ord impotencia, men det ligner nok mere magtesløshed end afmagt. Der er også incapacidadi, at være ude af stand til, og desamparo, hjælpeløshed, der i sprogbrugen godt kunne være en emotionelt ladet form for magtesløshed. Tilsvarende har vi på italiensk impotenza, magtesløs, der i gængs sprogbrug er mere udbredt end inermità, der etymologisk betyder uden våben, altså snarere hjælpeløs end afmægtig. Endelig er der på fransk mindst tre begreber for magtesløshed, impuissance, faiblesse, défaillance, mens désemparé mere nærmer sig betydningen afmægtig.[1]
I
Afmagt defineres af Det Danske Sprog og Litteraturselskab som ”erkendelse af ikke at kunne stille noget op, fx ikke kunne ændre tingenes tilstand eller afværge en ubehagelig udvikling.” Og i en ældre betydning også som ”pludseligt eller kortvarigt tab af bevidstheden”, hvor man kan falde i afmagt eller besvime.[2] På Wikipedias danske side defineres det noget mere lakonisk som ”at man er uden magt”, og der identificeres tre former: fysisk afmagt (lammet, i koma, fængslet, lænket …), psykisk afmagt (angst, rådvildhed, tvangshandlinger …) og social afmagt (uden økonomiske midler, retsløs, statsløs …).[3] Man bemærker her, at afmagt gøres lig magtesløshed samt manglen på f.eks. politisk og eksistentiel afmagt, lige som eksemplerne virker lidt tilfældige, hvilket peger på begrebets mangelfulde præcisering og bestemmelse mere generelt.
Det er også sigende, at de fleste danske bogtitler, hvori ordet afmagt indgår, mest har det som en pendant til magt eller almagt, uden at det synes at betyde andet end fravær af magt, som f.eks. i tekstsamlingen til danskfaget Magt – afmagt fra 1978, i Kirsten Hyldgaards Fantasien til afmagten – syv kapitler om Lacan og filosofien fra 1998, Hvad folket magter – demokrati, magt og afmagt af Jørgen Goul Andersen, Lars Torpe og Johannes Andersen fra 2000 eller Overmod og afmagt: historien om det nye SKAT fra 2018 eller den af Viggo Kampmann redigerede antologi Magtens afmagt fra 1971, hvor alle kapitler pånær ét handler om magt, og hvor det afsluttende kapitel af Elsa Gress med titlen ”Afmagt” mere er et samtidsdiagnostisk essays om tidens tendenser end en undersøgelse af afmagt. I Magtudredningen 1 havde Jørgen Goul Andersen et kapitel i sin bog Et ganske levende demokrati med titlen ”Afmagt eller myndiggørelse: kapacitet til at handle i politik”, der dog hverken teoretiserede afmagt eller egentlig diskuterede fænomenet.[4]
Et sidste eksempel er den nylige bog Afmagtens centrum – resonans og fremmedgørelse på Christiansborg, der er et etnografisk studie af folketingspolitikernes arbejdsforhold, og som i indledningen definerer afmagt som ”en mere generel oplevelse af ikke at slå til, ikke at kunne gøre sig selv gældende, ikke at kunne leve op til egne og andres forventninger, og så betegner det en følelse af manglende forbindelse til jobbet, til kollegaerne og til politik som et ’kald’.”[5] Det er dog symptomatisk for afmagtsbegrebets brug i forskningen, at det i en ellers meget spændende bog nærmest ikke bruges andre steder i bogen end i titlen og i denne definition.
Det synes rimeligt at sige, at afmagt er underteoretiseret både som begreb og som fænomen. Det skal dog også bemærkes, at afmagt som fænomen er tæt beslægtet med andre begreber og fænomener, der har fået betydeligt mere faglig opmærksomhed, såsom deprivation, marginalisering, stigmatisering, fremmedgørelse, isolering, eksklusion og diskrimination, der alle har væsentlige overlap med afmagt, uden at nogen af dem kan siges at være substitutbegreber herfor.
En af de få, hvis ikke eneste, større forsøg på at afdække afmagt teoretisk er den norske sociolog og senere minister Gudmund Hernes’ Makt og Avmakt – en begrepsanalyse fra 1975, der blev skrevet i forbindelse med en norsk magtudredning nedsat i 1972. Hernes’ studie er i klassisk politologisk forstand optaget af samfundspolitiske forhold og ikke mindst af fordelingen af ressourcer. Der er tale om en ret institutionsfokuseret forståelse af afmagt, men ikke desto mindre peger han på nogle væsentlige forhold, der specifikt kendetegner en afmagtsanalyse. Som han skriver, så:
[…] vil en analyse af avmakt ha større interesse for dem som må bære konsekvensene av andres avgjørelser enn for beslutningstakerne – ikke bare fordi så mange er mottakere av handlingsalternativer og virkninger som bestemmer deres livssituasjon, men også fordi sendere og mottakere ofte er skjult for hverandre, og mottakerne derfor ikke kan innvirke på konsekvensernes karakter. Derfor vil en legge vekt på å forstå de forhold som frembringer avmakssituasjonen, spesielt avledete og indirekte virkninger av folks adferd, av organisasjoners og institusjoners virkemåte, og av den makt som er innebygget i samfunnets struktur.
Ved analyse av avmakt vil en altså være mer optatt av de som er interesseløse og interesser som ikke kommer til uttryk enn av sterke oppfatninger og interesseorganisasjonenes rolle. En vil legge mere vekt på handlinger som ikke fører fram, men som likevel har konsekvensrike bivirkninger, enn på aksjoner som lykkes. En vil feste oppmerksomhet på utviklingsgangen i prosesser som frembringer resultater ingen forutså, ikke bare på de hensikter som og mål som ble tilstrebt. En vil se på den valgtvang og de nødvendighetsfølger som er bygget inn i institusjonelle ordninger, men også på barrierer som han hindre organisering. Kort sagt, den analytiske oppgaven er å påvise mekanismer som avmakt kan oppstå gjennom.[6]
I den efterfølgende anden norske magtudredning fra 1998-2000 redigerede kunsthistoriker og daværende leder af Senter for europeiske kulturstudier ved universitetet i Bergen, Siri Meyer, bogen Avmakt – skjebne, frigjøring eller maktbase med mestendels socialantropologiske og psykologiske bidrag. Heri skriver hun bl.a., at i modsætning til magten har afmagten ”ikke noe spesialisert eller vitenskapelig vokabular. Det er ikke et eget studiefelt”,[7] og det kræver derfor analytisk kreativitet at nærme sig afmagten og afmagtsramte.[8]
I en nylig analyse om demokratisk afmagt lavet af Analyse & Tal står der følgende:
Afmagt er en følelse af ikke at kunne ændre tingenes tilstand. Den kan rumme oplevelser af håbløshed, meningsløshed eller at stå uden handlemuligheder. Når vi snakker om demokratisk afmagt, henvises til oplevelsen af at være afskåret fra de demokratiske processer.
I denne analyse forstår vi demokratisk afmagt som en erfaring, der opstår i mødet mellem borgerens demokratiske forventninger over for erfaringer med det politiske system. Afmagt handler derfor ikke om en fast identitet eller en endegyldig tilstand, men om en følelse, der kan opstå, når idealet om deltagelse og indflydelse kolliderer med oplevelsen af at stå uden for indflydelse.
Demokratisk afmagt rummer både skuffelse, mistillid og indignation. Det er oplevelsen af, at forbindelsen til systemet er slidt eller helt væk, og at stemmen i stemmeboksen, i debatten eller over for myndigheder ikke længere gør en reel forskel.[9]
II
Afmagt kan siges at udtrykke et misforhold mellem oplevet magt – her forstået som midler og evner til at realisere sine mål – og forståelsen af berettiget magt over eget liv – her forstået som forventningen om at kunne og skulle realisere sine mål. Det vil sige en oplevet afstand mellem at kunne og at føle, man burde kunne.
Det er muligt at identificere en række af afmagtens felter, der kommer i både individuelle og kollektive former. Nogle af de væsentligste er:
a) fysisk afmagt, når kroppen ikke lever op til det forventede eller ideale, det kan være ifbm. med sygdom, særligt langvarig terminal sygdom, alderssvækkelse eller meddelelse om, at man er terminalt syg. Det kan være fysiske handicap, men det kan også være svære følelser omkring ens egen krop og kropsudtryk, der måler sig dårligt i forhold til den standard, man måler sig med, og hvor oplevelsen er, at idealet er uden for rækkevidde.
b) psykisk afmagt, når sindet og ens kognitive evner ikke rækker til ens forestillinger om det ønskelige som i angst eller depression, eller når man ikke kan, hvad man kunne tidligere, som f.eks. demens eller alzheimers.
c) social afmagt, når ens forventede rolle, status eller funktion i samfundet udfordres, betvivles eller svækkes. Det kan være som resultat af et statustab eller nye normer i samfundet, det kan være som følge af, hvad man oplever som diskrimination og udskamning, og det kan antage såvel individuelle former, når man føler sig angrebet, gjort tavs[10] eller misforstået uden at være i stand til at rette op på situationen, og det kan være mere kollektivt, når den gruppe, man tilhører, samlet set oplever sig marginaliseret og uden redskaber til at adressere det, man ser som uretfærdigheder. ”Når din egen erfaring støter an mot ekspertspråket, er det lett å føle seg avmektig.”[11] Mange afmagtssituationer vil formodentlig have et element af at føle sig tvunget til at forklare sig selv på andres præmisser, dvs. man kan ikke sætte sine egne ord på sig, eller de kan ikke høres eller accepteres, hvorfor man ikke bare må se sig selv beskrevet af andre, men bliver meddelagtig i en beskrivelse af sig selv, der ikke flugter med ens egen oplevelse.
d) økonomisk afmagt, når man arbejds-, velstands- og forbrugermæssigt ikke kan leve op til samfundets gældende standarder eller ens egne forventninger og ikke kan se en vej til at nå det niveau. Igen har det både en individuel dimension, hvor ens egen økonomiske situation ikke muliggør, men tværtimod hindrer et godt liv, og mere kollektivt, når ens område, branche, fællesskab eller lignende oplever, hvad der betragtes som en uretmæssig eller udefrakommende økonomisk svækkelse.
e) politisk afmagt, der handler om ikke at blive hørt, ikke at kunne lade sin stemme gælde. Her er det formodentlig ofte følelsen af at blive ignoreret, misforstået eller fortegnet, der gør sig gældende, lige som der åbenlyst er et spørgsmål om ressourcer ift. klasse, økonomi, uddannelse, netværk mm. Den politiske afmagt har igen to sider, en individuel, hvor den enkelte ophober frustrationer og nederlagserfaringer, samt en kollektiv, hvor grupper ser tidligere magtpositioner svinde, ser sig som gruppe misforstået eller undertrykt uden mulighed for at agere. Der er betydelig afmagt – og politisk sprængkraft – i oplevelsen af at være ”fremmed i sit eget land”[12]
f) eksistentiel afmagt handler om ens væren i verden. Det drejer sig om ens egen og andres accept af den, man er, ift. køn, afstamning, tro, seksualitet, kropslighed mm. Den eksistentielle afmagt vil formodentlig ofte være resultatet af et oplevet misforhold mellem egen selvforståelse og selvudtryk og så det, man oplever som omverdenens fejlfortolkning eller disanerkendelse, et misforhold, man finder det svært at være i, adressere eller afvikle.
g) relationel afmagt handler først og fremmest om de nære relationer, men det kan også være kollegiale eller andre større sammenhænge. Det handler om at føle sig frustreret, blokeret, afvist i en afgørende relation, at man føler ikke at kunne handle eller tale sig til et bedre sted, fordi der er ”noget i stemningen”, den anden er afvisende, eller man selv føler sig hindret af egne drivkræfter, der bliver ens egen indre modstander.
h) professionel afmagt, der opstår, når man af ydre omstændigheder (strukturer, tidsforhold o.l.) ikke kan udføre en opgave på en måde, man kan stå inden for givet sin profession eller den konkrete opgave.[13] Det er en afmagtsform, man ofte hører artikuleret af ansatte i velfærdsprofessionerne, der oplever deres faglige kompetence og dømmekraft udhulet, samtidig med at opgaverne multipliceres. Og man kan høre politikere og embedsfolk beklage, hvordan deres formelt store magt i stigende grad ikke hjælper dem til at udføre de valgte beslutninger i praksis – en magtens egen afmagt.[14] ”Nesten ingen”, skriver Siri Meyer, ”synes de besitter makt; knapt nok de som har stor beslutningsmyndighet i næringslivet eller i det offentlige rom. De føler sig avmektige. Det skjuler seg altså en avmakt selv dypt inne i maktens korridorer.”[15] Måske man også her kan nævne forældres frustrerede oplevelse af ikke at kunne lykkes med forældrerollen. I en lille beretning fra 1984 skriver skolelæreren Jutta Tyberg om at opleve lærerværelset som stadig mere tømt for indhold og fællesskab på grund af de stigende krav til både jobbet og familien, og om, hvordan vigtige snakke ikke tages længere: ”Men hvorfor snakker vi nu ikke om det – denne fredag eftermiddag. – Er vi efterhånden blevet så afmægtige – vant til at der bliver besluttet hen over hovederne på os, at vi ikke orker foretage os noget. Dette ville jeg gerne snakke med mine kolleger om.”[16]
i) religiøs afmagt. Der ligger formodentlig et afmægtigt element i mange religioner, dels mellem en guddommelig almægtighed og en individuel lidenhed såvel som i radikaliteten af de religiøse forskrifter overfor et ikke-perfekt levet liv.
III
Afmagt er oplagt et relationsbegreb til magt, eller rettere er det – med den tyske begrebshistoriker Reinhart Kosellecks ord – et asymmetrisk modbegreb, idet magt er hierarkisk bedre end afmagt.[17] Én måde at nærme sig afmagt på er derfor at relatere det til magtens forskellige former og udtryk.
Magt er heroisk, mens afmagt er usynlig. Med det menes, at magt i både sine positive og negative former ses som handlingskraftig. Magt er tematiseret, traktater skrives, regler formuleres, statsministre, massemordere og forretningsledere portrætteres som handlingsmennesker. Magten får ofte sat ansigt og navn på, selv når den er mere strukturel. Magt fylder meget i den politiske retorisk, i kunsten og filosofien. Den synliggøres, enten fordi vi hylder den, eller fordi vi vil beskyttes fra den. Afmagt derimod har tit og ofte en blokeret aktør. Der er mindre at beundre eller frygte af den afmægtige. Afmagt er ikke statue-materiale.
Men magt er åbenlyst ikke bare magt i udifferentieret forstand. Der er forskellige magtformer, kapitalformer i Pierre Bourdieus terminologi, der gør, at man kan være magtfuld på ét område, have stor økonomisk magt eller kulturel kapital, der ikke kan oversættes eller bruges i andre sammenhænge, hvor man måske føler sig afmægtig, og det i særlig grad, da det udstiller misforholdet mellem magtfuldhed ét sted og afmagt et andet.
Som Thomas Bredsdorff skrev tilbage i 1986 i en bog om litteraturens skildring af magt, så er det et ”misbrug af begrebet ’magt’ at reservere det for de onde sammenhænge i det store samfund. Det fremmer to illusioner. Den ene: at magt kan afskaffes; som om i det mindste det private liv burde holdes fri for den slags. Den anden: at magt kan undværes; som om afmægtighed var et ideal.”[18]
Man kan måske illustrere afmagtens væsen og rolle i relation til et større sæt af nabobegreber end bare magt, hvorved vi får denne figur, hvor afmagt har sin primære relation til magt, dens modprincip er almagt, og dens sekundære relationer er til afmægtighed – manglen på magt – og modmagt – en mangel på magt, der handles på, og som skaber alternative magtformer.
Det, figuren prøver at illustrere, er det univers af relaterede begreber og fænomener, som afmagt knytter an til, og hvis relation er med til at definere afmagt.
IV
Denne rent skematisk opstilling kan frugtbart suppleres med mere konkrete nedslag i afmagtens former og udtryk:
Afmagtens geografier og temporaliteter indikerer, at afmagt altid finder sted i konkrete kontekstuelle sammenhænge, hvis karakteristika spiller ind i afmagtens opkomst, forløb og udtryk. Vi kender fra den danske debat udtryk som ”den rådne banan” eller ”ghettoområde”, der begge på ganske forskellig vis signalerer områder præget af afmagt, både i forestillingen hos dem uden for, der betegner dem sådan, der ofte har forestillinger om en ø af afmægtighed, og hos dem, der bor der, som dels kan se sig beskrevet sådan, og som også ofte er sig bevidst om at leve i ressourcetynde, marginaliserende områder.
Det samme gør sig gældende for tid, mest oplagt individuelt hos barnet og den unge, der i forældrene og i bredere forstand voksensamfundet ser hindringen for, at de kan forløse al den energi og fornuft, de mener sig i besiddelse af, og i den anden ende hos ældre, der ser fordums handlekraft forvitre over tid til en situation præget af ubehjælpsomhed. Maj My Humaidan skriver i Ærø manifestet: ”Det er den samme mur, jeg løber ind i, den samme frustration, jeg lægger låg på, mens bølgen af afmagt sluger mig og råber: ’Du kan ikke følge med’.”[19] På et mere generelt plan er der ingen tvivl om, at acceleration, det stadigt højere tempo og ikke mindst oplevelsen af ikke at kunne følge med, er en væsentlig del af en temporal afmagtsskabelse. At se sig overhalet, føle sig konstant bagud, blive forældet er alle konkrete måder at opleve afmagt på. En afmagtsoplevelse vil ofte handle om, at se sin forestillede eller ønskede fremtid taget fra en. I sin næste bog, Blødt – kampskrift for et meningsfuld liv (der tematiserer afmagt en del) skriver Humaidan dog også: ”Hvad er det modsatte af at drømme, det vil jeg gerne vide. Er det handling eller afmagt?”[20] Det peger frem mod den næste af afmagtens former og udtryk:
Afmagtens handlinger. Afmagt er ofte associeret med oplevelsen af mangel på handlemuligheder, som tab af kontrol og frihed, som blokerede livshorisonter, så den primære form for ”afmagtshandling” er fraværet af og ønsket om handling. Afmagt er et oplevet kontroltab.
Vi tænker ofte magt som det, der er kilde til undertrykkelse, overgreb osv., men afmagt har sine egne negative reaktioner. Krænkelser og voldshandlinger kan være måder at omvende afmagtsfølelse til en oplevelse af magtfuldhed. Almægtighedsskuespil iscenesættes for at forstørre det, der føles småt, og der virker det ofte at fornedre, gøre andre mindre, som en måde selv at virke stor.[21] Der er også andre negative handlinger forbundet med afmagt, der peger indad i form af selvhad og selvafstraffelse såvel som fatalisme. Sidstnævnte kan, som i Herman Melvilles figur Bartleby, der hele tiden siger ”Jeg ville foretrække at lade være”, også være en handlingsstrategi, en udnyttelse af potentialet i passiviteten.[22]
Hannah Arendt beskriver i essayet ”Om vold”, hvordan vold ofte ses som en magthandling, men snarere skal ses som en afmagtsreaktion, hvor man med vold forsøger det, man ikke kan opnå på anden vis. Vold er altså snarere udtryk for den voldeliges afmagt end for den stærkes magtudøvelse.[23]
Men afmagt har også mere positive handlingsressourcer gemt i sig. Dels som en besindelse på, hvad der rimeligt kan gøres i og med et liv, givet at vi ikke er almægtige. Dels som en indsigt i, at afmagt ikke kun er noget, der er, men også noget, der skabes for nogle andre. Dermed åbner for f.eks. terapeutiske såvel som politiske handlemuligheder, når den oplevede afmagt bliver genbeskrevet fra et givent vilkår til et socialt fænomen, hvilket åbner op for at forstå og forklare sin afmagtsoplevelse som overgreb, diskrimination, uretfærdighed, hvorved man med den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kants ord kan arbejde sig ud af sin ”selvforskyldte umyndighed.”[24]
Det er formodentlig oftest rigtigt at se afmagt som en situation snarere end en tilstand, og mere som et – om end ofte oplevet som svært, blokeret – handlingsrum end som et sted, hvorfra alt stopper. Afmagt skal ofte forstås som et processuelt snarere end statisk forhold. Man reagerer, når man føler, magten til at gøre noget løber fra en.
Afmagt gør særligt ondt i en individualitetens tidsalder, hvor vi forventes at være frie og ansvarlige i vores eget liv. Det er selvbemægtigelsessproget, der dominerer i vores tidsalder, mens ordene for afmægtighed enten er tabuiserede, skamfulde eller på anden vis marginaliserede. Anonyme Alkoholikeres sindsrobøn – ”giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen” – illustrerer måske meget godt en sund balance mellem det, vi kan, og det vi ikke kan, men vores tid siger os konstant noget andet.
Afmagtens viden. Som det fremgår ovenfor, er der også en videnskomponent til afmagt. Det er en særlig måde at afkode og evaluere sin position. Det fremgår også, at vi nok har mistet eller svækket dele af det sprog, der tidligere betonede vores afmægtighed, her ikke mindst det religiøse sprog for menneskets lidenhed overfor den almægtige gud eller menneskelivets udsathed for naturens vældige kræfter. Vores aktuelle bemestringsideologi giver ringe rum til at betone det ukontrollable, det fejlslåede, det skæbnesvangre, svaghed, sårbarhed, prekaritet som andet end fejl og mangler, der skal adresseres for at genoprette vores suverænitet.
I sin bog States of Insecurity skelner den tyske filosof Isabel Lorey mellem tre former for prekaritet, der måske kan genanvendes til tre former for afmagt. Med disse kan vi anskue afmagt som et eksistentielt vilkår, vi alle, som mennesker betragtet, er udsat for og vil opleve, og som rummer såvel positive som negative konsekvenser, men mestendels er et vilkår ved menneskelivet; som et socialt vilkår, afhængigt af samfundets ulige fordeling af livschancer; og endelig – mest kontroversielt og måske mindst direkte anvendeligt i denne sammenhæng – som en regeringsteknologi, der bevidst afmægtiggør nogle grupper, steder eller situationer.[25]
En række teoretikere såsom f.eks. W.E.B. du Bois har påpeget, hvordan afmægtige op gennem historien har været nødt til at udvikle, hvad du Bois kaldte for ”dobbelt bevidsthed” (eng. ” double consciousness”), dvs. en viden ikke bare om sig selv, men også om den mægtige i deres nærhed.[26] Kvinden, slaven, tjeneren, barnet i den voldelige eller alkoholiserede familie er nødt til at udvikle en akut og intim viden om den mægtige for at kunne tolke tegn på fare. Afmagt bliver her en vidensressource til bemestring af sin situation.
Afmagtens følelser. Psykologien er et af de steder, hvor afmagt mest eksplicit er blevet behandlet.[27] Det skyldes ikke mindst afmagtens relation til en række uheldige emotionelle dynamikker, men i bredere forstand reflekterer det også, at afmagt formodentlig altid også er en følelse. Det kan være en følelse af svigt, af forræderi eller uretfærdighed, af selvtvivl og fortvivlelse. Det kan også være mere udadrettede følelser som vrede, bitterhed og hævntørst.
Et sted, hvor afmagtens følelser og handlinger forenes, er i ressentimentet, der kan siges at være en hævngerning, der aldrig synes at lykkes helt. Den afmægtigt ressentimentfyldte ophøjer sin lidenhed til adelsmærke – ”vi, de undertrykte, er de moralsk ophøjede”, ”et undertrykt folk har altid ret”. Heri etableres en form for handling, men ressentimentet rummer samtidig noget uforløst: hævnen lykkes aldrig helt, og man fortsætter i og fanges af hævngerningen, uden at der nogensinde indtræder en forløsning. På den måde forbliver man afmægtig i og gennem sin handling for at blive magtfuld.
Kunsten, teologien og politikken har altid været produktive arenaer for skabelsen af afmagtens billeder, begreber og metaforer – tænk f.eks. på teologiens og moralfilosofiens idé om at være slave af sit eget begær, kristendommens billede af det syndige menneske dømt til at handle imod sin egen interesse og måske frelse, de utallige fortællinger fra kunsten og litteraturens verden om menneskeskæbner fastlåst, handlingslammet, overvældet og ude af kontrol.
Op igennem det 20. århundrede har særligt psykologien og sociologien nok været de samfundsvidenskaber, hvis begreber og tænkemåder mest har spredt sig i samfundet som individuelle og kollektive selvbeskrivelser, og det er derfor også relevant at studere, hvorledes afmagtslignende begreber bringes i cirkulation, og hvordan afmagtsoplevelser ofte beskrives i og med andre termer. Vi vil sjældent finde afmægtige beskrive det som afmagt, men ofte i relaterede termer, såsom udbrændthed, at være overvældet, ikke at kunne stå distancen, være prekær, udsat, offer osv.
Det er derfor afgørende i arbejdet med afmagt ikke kun at fokusere på begrebets anvendelse, men på det, man kan kalde for afmagtens semantiske felt, der omfatter alle de ord, billeder, referencer, ordsprog, metaforer og deslige, der udtrykker afmagtserfaringer, og som er sproglige ressourcer, folk bruger til at sætte ord på deres oplevelser af afmagt.
Afmagtens sociale differens. Afmagt er et almenmenneskeligt vilkår, men det er også et socialt fænomen og dermed opleves, virker og tynger det forskellige mennesker givet de sociale omstændigheder, hvorunder de lever. Det må derfor forventes, at de betydende sociale forskelle i forbindelse med f.eks. køn, etnicitet, klasse, uddannelse m.fl. spiller ind både i et samfunds fordeling af afmagt, i hvordan de afmægtige opdages, beskrives og håndteres, som f.eks. ”hysteriske kvinder” eller ”pøbelagtig underklasse”, ligesom den afmægtiges egen oplevelse og håndtering af afmagt har socialt differentierede træk, særligt hvis man anlægger en intersektionel synsvinkel, hvoraf man kan registrere, at nogle grupper ophober afmagt i dets forskellige former, mens andre grupper kun mere sporadisk og biografisk partikulært rammes og måske endda kun forbigående af få eller ingen af afmagtsformerne.
V
Hvordan måle og undersøge afmagt? Man kan kvantitativt måle formel afmagt – eller måske snarere magtesløshed – ved f.eks. ulighed i ressourcer, lovgivningsmæssige diskriminationer, formelle udelukkelser osv. Men det måler kun dårligt, hvordan disse uligheder og forskelle giver sig udslag i reel afmagt. Man kan derfor kvalitativt måle oplevet afmagt via etnografiske undersøgelser, selvrapportering, spørgeskemaer osv., og vil formodentlig her finde, at der er overlap, men ikke entydigt sammenfald, mellem en formel afmagt, f.eks. et handicap, et liv i fattigdom, og en oplevet afmagt, ligesom man formodentlig vil finde, at folk, der scorer højt i formel magt – høj uddannelse, stor velstand – også vil kunne opleve et liv i afmagt.
Besiddelsen af eller manglen på formel magt matcher ikke i alle situationer eller for alle personer med følelsen eller oplevelsen af afmagt. Man kan altså både føle sig afmægtig uden reelt at være det og være afmægtig uden at føle sig sådan. Afmagt flugter ikke perfekt med (manglen på) magt. Afmagt kan komme af ”fastlåsthed, svære vilkår, krydspres, handlingslammelse og tvivl”[28] for selv de i udgangspunktet mest succesfulde eller magtfulde. Det betyder også, at vi ikke kan antage, at et mere lige samfund, et samfund der har afviklet juridiske diskriminationer, et samfund der aktivt søger at fremme alles lige muligheder, nødvendigvis er lig et samfund med mindre afmagt.
Afmagt kan tværtom siges at opstå i misforholdet mellem evne og forventning, og dermed er der både et almenmenneskeligt element, der hører det at være menneske til som sådan (prekært, sårbart, afhængigt, idet menneskelivet er underlagt vilkår og omstændigheder delvist udenfor vores kontrol), såvel som et historisk variabelt element, der angår det at være menneske på dette sted på dette tidspunkt, hvor afmagt har sine særlige udtryk, og hvor en kontekstuel historisk eller samtidsdiagnostisk analyse er krævet for at forstå, hvordan tid og sted, strukturer og aktører giver netop disse afmagtserfaringer hos disse mennesker på disse måder.
VI
Temanummeret består af 7 artikler, hvis rækkefølge er forsøgt kronologisk organiseret. Vi starter i psykiatrien med Line Keller Ottosens ”Afmagtens psykiatriske stemmer – Patienterfaringer fra asyltiden ca. 1852-1920”. Med brug af materiale fra de indlagte selv får vi et intimt indblik i, hvor afmægtig man kan være i mødet med statslige systemer, videnskabens autoritet og samfundets kulturelle forestillinger om, hvad sindslidelse er og betyder. Men vi får også et billede af, hvordan afmagt kan være et sted at tale fra, en anklage der kan rejses, og ikke mindst hvordan man meget sjældent kun er sin afmagt, men også altid har nogle ressourcer, indre og ydre, at arbejde med og tale fra. Der er næppe nogen tvivl om, at sundhedsvæsenet i dag, alle dets kvaliteter og store arbejde til trods, er et af de steder, hvor mange føler afmagt, enten fordi deres krop eller sind svækkes, eller fordi man møder et fremmedartet og stærkt system, der har sine egne faglige måder at tilgå og beskrive, hvad der kan opleves som en meget individuel oplevelse.
I den næste artikel, ”Den amourøse (telefon-)samtale: Afmagtens uundgåelighed overfor medialiteten i Jean Cocteaus La voix humaine” af Ben Dittmann, skifter vi fokus til skønlitteraturen og til forholdet mellem det teknologiske og det intime. Vores møder med hinanden er ofte formidlet og formet gennem diverse medier på en sådan måde, at de næsten bliver usynlige. Men de er ikke uden effekt for, om og hvordan møder finder sted, og derfor er de også vigtige for de afmagtserfaringer, vi gør os. Det har vi i de sidste år talt meget om ift. sociale medier, radikalisering, selvskade, polarisering, ensomhed osv., men det gælder alle medier, også dem, vi har vænnet os til, som her telefonen. Den ”gamle” telefon i Cocteaus skuespil fra 1929 hjælper os til at fremmedgøre teknologien, hvormed vi kan se det, der ellers bare er normalitet, baggrund, rutine. Vores afmagtsoplevelser er ikke kun relationelle, dvs. de er ikke kun afhængige af de menneskelige forhold, vi indgår i. De er også situationelle, dvs. konkrete erfaringer og oplevelser nu og her, og så er de strukturelle. Og ét af de strukturelle vilkår er den teknologiske infrastruktur.
Hvor de to første artikler handlede om psykiatrien og de indlagtes stemmer såvel som teknologien og de intimes relationer, så handler den tredje om det politiske og om kunstnerisk aktivisme. Mikkel Bolt skriver i ”Afmagtens avantgarde. De antikunstneriske avantgarders destitutive gestus” om, hvordan en række forskellige avantgardekunstnere i mellem- og efterkrigstiden søgte at finde et rum for at angribe det bestående uden selv at overtage dets plads. Bolt introducerer det Giorgio Agamben-inspirerede begreb ”destitution” som andre artikler også arbejder med, hvor afvisning, gliden af, er en politisk praksis, der undviger magten. Ikke kun de andres magtudøvelse, men også det tillokkende i at overtage og blive magten selv. De kunstneriske avantgarder bliver her eksperimentarier for en afmagtens politiske praksis, der søger at undgå at kopiere den magt, man opponerer imod.
Det ikke at gøre noget, der ellers forventes, er også temaet i den fjerde artikel, Anton Sylvest Lilleørs ”Retten til ikke at stemme – sofavælgernes historie i dansk politik”. Her handler det om et af den demokratiske borgers mest direkte adgange til at deltage i magtudøvelse, nemlig det at stemme. Særligt handler artiklen om, hvordan sofavælgeren er blevet tematiseret som et problem, et symptom og en løsning. Hvor man normalt vil se manglende stemmetal som et udtryk for afmagt overfor det politiske system og overfor ens egen rolle i det politiske, så viser Lilleør her, at italesættelsen af sofavælgeren, forsøgene på at bestemme og forklare, hvem det er, og hvorfor de handler, som de gør, dels skal forstås som del af en større samfundsdiskurs men også som måder at forstå agens på, der, jf. artiklen ovenfor, ikke kun skal ses som aktiv handling, men også som fravalget af handling. Og dermed bliver artiklen både en illustration af, hvordan man til tider har set sofavælgeren som afmægtig, men også hvordan det valg kan ses som netop et bevidst valg.
Mathias Rølles artikel ”Magtens afmagt, afmagtens magt” starter dramatisk med selvafbrændning, tilsyneladende det ultimative udtryk for afmagt. Det er dette ”tilsyneladende” som Rølle med udgangspunkt i Aristoteles, Giorgio Agamben og Martin Heidegger undersøger. Det er tilsyneladende, fordi magten, trods alle dens anstrengelser for at fremstå sådan, ikke er almægtig, ligesom den enkelte, som vist ved den dramatiske handling at sætte ild til sig selv, aldrig er helt afmægtig. De er ikke hinandens væsensforskellige modpoler, men er snarere at forstå som et samspil, måske endda et skuespil, der kun virker (til magtens fordel), så længe begge parter spiller deres tildelte rolle. Men dramatisk såvel som mere hverdagsligt er der masser af handlinger, brud, interventioner, protester, der viser, at magten ikke er usårlig og urørlig, og at de tilsyneladende magtesløse ikke er afmægtige.
Forholdet mellem magten og dens modstandere er også temaet hos Alberte Bové Rud og Erik Sporon Fiedler i deres ”Familieliv eller arbejdsliv? Fra historiens store nej til individets stille nej”. De iscenesætter en samtale mellem den socialdemokratiske minister Kaare Dybvad Bek og forfatteren til det samtidskritiske Ærø manifestet, Mai My Humaidan. Arbejdslivet er en af det moderne livs primære kilder til såvel mægtiggørelse, karriere, egne penge, anerkendelse osv. og til afmægtighed, arbejdspres, arbejdsløshed, svigtede ambitioner osv. Her får vi den dobbelte historie om at vende afmægtighed til mægtiggørelse. På den ene side har vi en frustreret minister, der afmægtigt ser, hvad han mener er en arbejdsmoral og dermed finansiering af velfærdsstaten, smuldre, og som mobiliserer en forstærket gentagelse af et klassisk arbejder- og arbejdsideal. På den anden side har vi en aktivist af en slags, der ser arbejdslivet som det, der afmægtiggør os, og som ser vejen ud via en afvisning af ministerens arbejdsetos. På den måde får vi også her et aktuelt billede på, hvordan afmagt politiseres til forskellige formål.
Temanummerets sidste artikel er Mikkel Nørregaard Jørgensen, ”Afmægtige former: Kriseperspektiver i Lone Aburas’ Den sorte bog og Momtaza Mehris Bad Diaspora Poems”. En klassisk kilde til afmagtserfaringer er, når idéen om det suveræne individ møder verden – eller sit egentlige, mere fejlbarlige selv, dvs. når et selvbillede og ideal som almægtig møder en virkelighed, der ser anderledes ud. Jørgensen analyserer to poetiske udveje, der tager menneskets fejlbarlighed, herunder ikke mindst ens egen såvel som sprogets, som en måde ikke at undfly afmagtsoplevelsen men anerkende den som del af det menneskelige.
God læselyst
bibliografi
[1] Store dele af indledningen er oprindeligt skrevet som baggrundsmateriale for det Velux-finansierede forskningsprojekt Afmagt i Danmark (afmagt.dk), der samler 15 humanistiske forskere, som hver især undersøger et empirisk delaspekt af, hvad afmægtighed betyder i nutidens danske samfund.
[2] https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=afmagt. Der er også et opslag om afmagt skrevet af Jens Christian Grøndal i Brøndums Encyklopædi (København: Aschehoug, 1994), 9-10.
[3] https://da.wikipedia.org/wiki/Afmagt.
[4] Jørgen Goul Andersen, Et ganske levende demokrati (Aarhus: Aarhus universitetsforlag & Magtudredningen 2004), kap. 4.
[5] Emil Husted, Afmagtens centrum – resonans og fremmedgørelse på Christiansborg (København: Djøf forlag 2025), 8.
[6] Gudmund Hernes, Makt og Avmakt – en begrepsanalyse (Olso: Universitetsforlaget, 1975), 136. Se også Yngvar Løchen, Mer om makt og avmakt (Institutt for Samfunnvitenskap, Universitetet i Tromøs, 1977), særligt 23-25. Arbejdspapiret behandler dog næsten udelukkende magt og er både en diskussion af Hernes og af magtudredningens magtforståelse mere generelt.
[7] Siri Meyer, ”Blant de avmektige,” i Avmakt – skjebne, frigjøring eller maktbase, red. Siri Meyer (Oslo: Gyldendal, 2000), 13.
[8] Lois McNay, ”Recognising Disempowerment. Taking the ‘Merely Experienced’ Seriously,” i Epistemic Injustice and the Philosophy of Recognition, red. Paul Giladi & Nicola McMillan (New York: Routledge, 2022).
[9] Analyse & Tal, Demokratisk mistillid og afmagt. En undersøgelse af årsagerne bag og reaktionerne ved demokratisk utilfredshed (Trygfonden & Mandag Morgen, 2025), 73.
[10] Hanne Marlene Dahl, ”Tavshed som magt og afmagt,” Tidsskriftet Antropologi, nr. 66 (2012): 3-16.
[11] Meyer, ”Blant de avmektige,” 19.
[12] Arlie Russell Hochschild, Strangers in their Own Land. Anger and Mourning on the American Right (New York & London: New Press, 2016).
[13] Hanne Marlene Dahl, ”Empowerment og disempowerment? To historier om hjemmehjælperfeltet,” Kvinder, køn & forskning, nr. 2 (2001): 58-68; Birgit Kirkebæk, Almagt og afmagt. Specialpædagogikkens holdninger, handlinger og dilemmaer (København: Akademisk forlag, 2009).
[14] Torben Hviid Nielsen, ”Maktens vanmakt,” Zenit, nr. 1 (1983): 5-10.
[15] Siri Meyer, ”Forord,” i Avmakt – skjebne, frigjøring eller maktbase, red. Siri Meyer (Oslo: Gyldendal, 2000), 9.
[16] Jutta Tyberg, ”Afmægtighed,” Pædagogisk orientering, nr. 4 (1984): 21.
[17] Reinhart Koselleck, ”Om asymmetriske modbegrebers historisk-politiske semantik,” i Begreber, tid og erfaring, red. Jens Busck, Jeppe Nevers & Niklas Olsen (København: Hans Reitzel, 2007 [1975]), 105-160.
[18] Thomas Bredsdorff, Magtspil. Europæiske familiestykker (København: Gyldendal, 1986), 5.
[19] Maj My Humaidan, Ærø manifestet (København: Gyldendal, 2023), 6-7.
[20] Maj My Humaidan, Blødt. Kampskrift for et meningsfuldt liv (København: Politikens forlag, 2025), 44.
[21] Joachim Meier, ”Det er ikke magten, men afmagten der bekymrer mig. Interview med Dorthe Birkmose,” Erhvervspsykologi (december 2017): 4-11.
[22] Se også Kathrin Busch, “Becoming-weak: aesthetics of the feeble existence,” Texte zur Kultur, nr. 130 (juni 2023), uden sidetal.
[23] Hannah Arendt, ”Om vold”, i Arendt, Om vold, tænkning og moral (København: Hans Reitzels forlag, 1998 [1969].
[24] Immanuel Kant, ”Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?,” i Oplysning, historie, fremskridt, red. Morten Haugaard Jeppesen (Aarhus: Slagmark, 1993 [1784]).
[25] Isabell Lorey, State of Insecurity. Government of the Precarious (London & New York: Verso, 2012).
[26] W.E.B. du Bois, Black Reconstruction in America: 1860-1880 (New York: Touchstone, 1995 [1935]).
[27] https://www.angst.dk/angst-symptomer/afmagt.
[28] Joachim Meier, ”Afmagt – et overset vilkår og problem i kontrollerbarhedens tidsalder,” Erhvervspsykologi 21, nr. 4, (2023): 4-16, citeret fra s. 4.
Analyse & Tal. Demokratisk mistillid og afmagt. En undersøgelse af årsagerne bag og reaktionerne ved demokratisk utilfredshed. Trygfonden & Mandag Morgen, 2025.
Andersen, Jørgen Goul. Et ganske levende demokrati. Aarhus: Aarhus universitetsforlag & Magtudredningen, 2004.
Arendt, Hannah. “Om vold.” I Om vold, tænkning og moral. København: Hans Reitzels forlag, 1998 [1969].
Bredsdorff, Thomas. Magtspil. Europæiske familiestykker. København: Gyldendal, 1986.
Busch, Kathrin. “Becoming-weak: aesthetics of the feeble existence.” Texte zur Kultur, nr. 130 (juni 2023), ingen sidetal.
Dahl, Hanne Marlene. ”Tavshed som magt og afmagt.” Tidsskriftet Antropologi, nr. 66 (2012): 3-16.
Dahl, Hanne Marlene. ”Empowerment og disempowerment? To historier om hjemmehjælperfeltet.” Kvinder, køn & forskning, nr. 2 (2001): 58-68.
Du Bois, W.E.B. Black Reconstruction in America: 1860-1880. New York: Touchstone, 1995 [1935].
Grøndal, Jens Christian. ”Afmagt.” I Brøndums Encyklopædi, 9-10. København: Aschehoug, 1994.
Hernes, Gudmund. Makt og Avmakt – en begrepsanalyse. Olso: Universitetsforlaget, 1975.
Husted, Emil. Afmagtens centrum – resonans og fremmedgørelse på Christiansborg. København: Djøf forlag 2025.
Hochschild, Arlie Russell. Strangers in their Own Land. Anger and Mourning on the American Right. New York & London: New Press, 2016.
Humaidan, Maj My. Ærø manifestet. København: Gyldendal, 2023.
Humaidan, Maj My. Blødt. Kampskrift for et meningsfuldt liv. København: Politikens forlag, 2025.
Kant, Immanuel. ”Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?.” I Oplysning, historie, fremskridt, redigeret af Morten Haugaard Jeppesen. Aarhus: Slagmark, 1993 [1784].
Kirkebæk, Birgit. Almagt og afmagt. Specialpædagogikkens holdninger, handlinger og dilemmaer. København: Akademisk forlag, 2009.
Koselleck, Reinhart. ”Om asymmetriske modbegrebers historisk-politiske semantik.” I Begreber, tid og erfaring, redigeret af Jens Busck, Jeppe Nevers & Niklas Olsen, 105-160. København: Hans Reitzel, 2007 [1975].
Lorey, Isabell. State of Insecurity. Government of the Precarious. London & New York: Verso 2012.
Løchen, Yngvar. Mer om makt og avmakt. Institutt for Samfunnvitenskap, Universitetet i Tromsø, 1977.
McNay, Lois. ”Recognising Disempowerment. Taking the ‘Merely Experienced’ Seriously.” I Epistemic Injustice and the Philosophy of Recognition, redigeret af Paul Giladi & Nicola McMillan, kap. 4. New York: Routledge, 2022.
Meier, Joachim. ”Det er ikke magten, men afmagten der bekymrer mig. Interview med Dorthe Birkmose.” Erhvervspsykologi (december 2017): 4-11.
Meier, Joachim. ”Afmagt – et overset vilkår og problem i kontrollerbarhedens tidsalder.” Erhvervspsykologi 21, nr. 4, (2023): 4-16.
Meyer, Siri. ”Forord.” I Avmakt – skjebne, frigjøring eller maktbase, redigeret af Siri Meyer. Oslo: Gyldendal, 2000.
Meyer, Siri. ”Blant de avmektige.” I Avmakt – skjebne, frigjøring eller maktbase, redigeret af Siri Meyer. Oslo: Gyldendal, 2000.
Nielsen, Torben Hviid. ”Maktens vanmakt.” Zenit, nr. 1 (1983): 5-10.
Tyberg, Jutta. ”Afmægtighed.” Pædagogisk orientering, nr. 4 (1984): 21.