resuméer #91:

LINE KELLER OTTOSEN: AFMAGTENS PSYKIATRISKE STEMMER: PATIENTERFARINGER FRA ASYLTIDEN CA. 1852-1920

Nutidens polariserede psykiatridebat understreger behovet for en mere nuanceret forståelse af psykiatrien – også historisk. Med afsæt i en erfaringshistorisk analyse af patientbreve, -klager og offentlig kritik fra institutionen Jydske Asyl i perioden 1852-1921, undersøges hvordan patienter italesatte erfaringer med afmagt, der opstod i spændingsfeltet mellem forventninger til institutionens ansvar for udsatte borgere og oplevelsen af ikke at blive taget alvorligt samt at miste kontrollen i mødet med psykiatrien. Patienternes breve til pårørende, klager til myndighederne og offentlige kritik i aviserne viser, hvordan afmagten skabte et behov for at engagere pårørende, myndigheder og offentlighed i et forsøg på at (gen)oprette kontrol over eget liv. Samtidig udviklede dette sig til en forhandling af asyltidens psykiatri, der tog udgangspunkt i argumenter om statens og institutionernes ansvar for udsatte borgere. Artiklens fokus på patienterfaringer med afmagt belyser patienternes rolle i psykiatriens udvikling og nuancerer samtidig den traditionelle danske psykiatrifortælling, hvor patienternes stemmer ofte er blevet overskygget af overlægernes og institutionernes perspektiver.

Emneord: Psykiatriens historie, patienterfaringer, afmagt, konflikt, forhandling.

BEN DITTMANN: DEN AMOURØSE (TELEFON-)SAMTALE: AFMAGTENS UUNDGÅELIGHEDOVERFOR MEDIALITETEN I JEAN COCTEAUS LA VOIX HUMAINE

Artiklen undersøger, hvordan Jean Cocteaus La voix humaine (1929) tematiserer den mediale afmagt, som opstår i takt med teknologiens indgriben i menneskelig kommunikation. Gennem en idéhistorisk analyse af telefonens rolle i stykket vises, hvordan teknologisk formidlede samtaler ændrer subjektets handlingsrum, perception og sprogbrug. Telefonens strukturelle vilkår understøtter en oplevelse af ekistentiel og kommunikativ afmagt. Artiklen afdækker, hvordan Cocteaus tekst reflekterer over medialitetens uundgåelighed som en af afmagtens dimensioner i det 20. århundrede.

Emneord: Medial afmagt, Jean Cocteau, La voix humaine, idehistorisk medieanalyse, telefon.

MIKKEL BOLT: AFMAGTENS AVANTGARDE. DE ANTIKUNSTNERISKE AVANTGARDERS DESTITUTIVE GESTUS

Artiklen præsenterer en læsning af de (anti)kunstneriske avantgardebevægelsers projekt, med særligt fokus på dada, surrealisme og Situationistisk Internationale og den måde disse grupper i mellemkrigstiden og i 1960’erne gik til angreb på kunstinstitutionen og overleverede forestillinger om kunstnerisk praksis uden at etablere en ny magtposition (i kunsten eller udenfor). Det avantgardistiske projekt var ikke at opnå hegemonisk magt som en ny kunstnerisk stil eller praksisform, men at ødelægge adskillelsen mellem kunst og hverdagsliv med henblik på at integrere kunst som en udvidet kreativ aktivitet i et revolutioneret samfund. Hvor samtidige revolutionære politiske bevægelser, der alle var en del af arbejderbevægelsen på forskellig vis, fra bolsjevikker til maoister, alle opererede med forestillinger om at tage magten og lede samfundet på en anden måde – “arbejderne skal overtage styringen af økonomien”, “vi skal socialisere produktionen” – der afholdt avantgarderne sig fra at udarbejde en plan for etableringen af et nyt samfund eller en ny magt.

Emneord: Situationistisk Internationale, Pariserkommunen, avantgarde, revolution, destitution.

ANTON SYLVEST LILLEØR: RETTEN TIL IKKE AT STEMME – SOFAVÆLGERNES HISTORIE I DANSK POLITIK

Artiklen undersøger, hvordan det at undlade at stemme blev fortolket og fremstillet i Danmark fra 1939 til 1974. Den tager udgangspunkt i begrebet ”sofavælgerne”, som blev introduceret i 1939 og gjorde ikke-stemmende vælgere til genstand for betydelig interesse. Artiklen viser, hvordan kampagner, journalistik og undersøgelser ofte fremstillede sofavælgerne som en magtfuld gruppe, der kunne afgøre valg og undergrave det politiske systems legitimitet. Det at undlade at stemme kunne bunde i en følelse af afmagt, forstået som det ikke at kunne stille noget op, men det blev samtidig fremstillet som en handling, der potentielt kunne ændre tingenes tilstand, og som dermed viste en vej ud af afmagten. Et centralt stridspunkt var, om sofavælgernes magt var demokratisk. Mens der fra 1943 og frem blev etableret en form for konsensus om stemmeafgivning som en demokratisk dyd, var der både før og efter aktører, der så anderledes på forholdet mellem demokrati og stemmeafgivning og fremhævede det at undlade at stemme som en demokratisk handling. Hvor sofavælgerne for nogle var demokratiets fjender, var de for andre demokratiets venner.

Emneord: Valg, stemmeafgivning, demokrati, magt, afmagt.

MATHIAS RØLLE: MAGTENS AFMAGT, AFMAGTENS MAGT

Artiklen undersøger først forholdet mellem magt og afmagt gennem en udlægning af dynamis-begrebet (magt/mulighed/potens) hos Aristoteles, som det læses af Giorgio Agamben og Martin Heidegger. Siden sammenlignes begrebet med den psykoanalytiske sammenkobling af vold og afmagt/impotens, særligt i Jacques Lacans begreb om passage à l’acte. Eksemplificeret ved Richard Wagners Nibelungens ring vises det afslutningsvis, hvordan der kan ligge en magt i afmægtige voldsudbrud, der kan blotlægge en siddende magts impotens – magtens afmagt og afmagtens magt.

Emneord: Dynamis, potens, afmagt, Aristoteles, Giorgio Agamben.

ALBERTE BOVÉ RUD & ERIK SPORON FIEDLER: FAMILIELIV ELLER ARBEJDSLIV? FRA HISTORIENS STORE NEJ TIL INDIVIDETS STILLE NEJ

Artiklen undersøger debatten om arbejdsmoral i Danmark med udgangspunkt i to idealtypiske positioner: ”statsræsonen” og ”det familieorienterede arbejdsoprør”. Statsræsonen ser arbejdet som en samfundspligt, nødvendig for velfærdssamfundets økonomiske bæredygtighed, repræsenteret af Kaare Dybvad Beks Arbejdets land (2023). Modsvarende står Maj My Humaidans Ærømanifestet (2023), der kritiserer arbejdsimperativet. Artiklen analyserer, hvordan arbejdsafvisning kan forstås gennem destitutionsteori og idéhistoriske perspektiver på arbejdsmodstand. Sammenligninger med den italienske debat viser nationale og kønnede aspekter. Konklusionen er, at arbejdsoprøret ikke kun er en afvisning af statens krav, men en bemægtigelse af autonomi gennem et stilfærdigt nej.

Emneord: Arbejdsoprør, arbejdsmoral, velfærd, desitutionsteori, familieliv.

MIKKEL NØRREGAARD JØRGENSEN: AFMÆGTIGE FORMER: KRISEPERSPEKTIVER I LONE ABURAS’ DEN SORTE BOG OG MOMTAZA MEHRIS BAD DIASPORA POEMS

Denne artikel undersøger, hvordan to samtidige digtsamlinger udfører en afmægtig poetisk modstandsstrategi mod den aktuelle kriseretorik anvendt mod mennesker på flugt og migranter gennem en selvkritisk og afmægtig gestus, der forholder sig til forfatterenes implikation i den aktuelle krise gennem en kritik af sprogets magt som sådan. Ved at analysere de forskellige selvkritiske strategier, konkluderer artiklen at det afmægtige forhold til sproget åbner for en krisekritik, der er funderet på en solidaritet med mennesker, som søger at bryde med en reproduktion af den herskende politiske magt.

Emneord: Poesi, krise, flygtningelitteratur, grænseæstetik, politisk æstetik.