SKØNHEDENS OPRINDELIGHED

Dorthe Jørgensen

Den skønne tænkning. Veje til erfaringsmetafysik, religionsfilosofisk udmøntet

Aarhus Universitetsforlag, 2014

965 sider, 500 kr.

Det er let at afvise den filosofiske æstetik som enten ligegyldigt tidsfordriv eller farlig ideologi. Dorthe Jørgensen har gjort mere end de fleste for at tilbagevise sådanne påstande. Æstetisk tænkning er for hende ikke bare udtryk for kulturelt raffinement; den er grundlaget for selve vor eksistens som mennesker. Den skønne tænkning er kulminationen på hendes forsvar for denne tese. Bogen forfølger Jørgensens idéhistoriske doktorafhandling, Skønhedens metamorfose, og skulle angiveligt være den systematiske pendant til dette værk. Der er dog stadig tale om et overordentlig historisk værk, nu blot med det normative sigte at gøre det klart, hvilke elementer af den æstetikfilosofiske overlevering der egner sig som “veje” til en nytænkning af æstetikkens betydning. Denne nytænkning åbner samtidig for en samtænkning af æstetik med religionsfilosofi.

Æstetik handler for Jørgensen ikke først og fremmest om kunst, men derimod om en grundlæggende erfaringsform, der er tæt knyttet til den menneskelige sensitivitet. Hermed skal dog ikke blot forstås noget sanseligt, men derimod en form for erkendelse, der ikke giver køb på det konkrete, der gives os af sanserne, men samtidig også bevæger sig udover det. Jørgensen ønsker at gøre erfaringen af en sådan immanent transcendens (s. 544), som ligger til grund for både filosofisk tænkning og religion, til udgangspunktet for det, hun kalder erfaringsmetafysik.

Der er tale om en metafysik, der ikke privilegerer det bevidsthedsfilosofiske subjekt, men heller ikke forfalder til empirisme. Derimod tager Jørgensen udgangspunkt i en mellemverden, hvor subjektet åbner sig for det, der overskrider det, enten forstået som det “almenmenneskelige” (s. 741) eller som noget overmenneskeligt, eksempelvis Gud. I denne beskrivelse genkender man Immanuel Kants beskrivelse af den æstetiske dømmekraft som den sindsevne, der bygger bro mellem forstand og fornuft, men Jørgensen griber samtidig endnu længere tilbage, nemlig til æstetikkens “grundlægger”, Alexander Gottlieb Baumgarten. Modsat Kant så denne nemlig æstetik som et spørgsmål om ikke bare smag, men også erkendelse. I kontrast til rent logisk erkendelse opfattede han den sensitive erkendelse, eller den skønne tænkning, som en måde at forene begrebslig, almen beskrivelse med det konkrete fænomens detaljerigdom. På denne måde virkeliggør erfaringen af skønhed det metafysiske potentiale, der allerede foreligger som mulighed i fænomenerne selv; skønheden er “sandheden forstået som den metafysiske fuldkommenhed i dennes tilsynekomst” (s. 125). Samtidig følger Jørgensen dog Kant i dennes kritik af den traditionelle rationalistiske metafysik: den metafysiske sandhed kan ikke være genstand for videnskabelig erkendelse, men kun for tro (s. 270f.). Dette motiverer Jørgensens sammenkædning af æstetik med religionsfilosofi. Her bevæger hun sig ud over Kant ved at holde fast i, at både tro og æstetik er kilder til erkendelse – blot ikke af, hvad ting er, som det er tilfældet i videnskaben, men til hvad de betyder for os (s. 55).

At udkastet til skøn tænkning foreligger allerede i 1700-tallet betyder dog ikke, at Jørgensen bliver stående her. Tværtimod bedriver hun selv udvidende tænkning ved at forsøge at aktualisere det potentiale, hun finder hos Baumgarten og Kant. Med henvisning til Walter Benjamin tematiserer hun, hvordan den subjektive evne til æstetisk tænkning er historisk variabel og eksempelvis er svækket i lyset af modernitetens prioritering af oplevelser frem for erfaring (samtidig med at den objektive mulighed for transcendenserfaring dog er “almenmenneskelig og overhistorisk”, s. 544). Med Martin Heidegger understreger hun, hvordan det er æstetikkens vilkår altid kun at tilgå sandheden indirekte, gennem konkrete fænomener, og at denne tilgang altid er betinget af tilstedeværens stemthed, og altså ikke indeholder umedieret, passiv sansning, således som Kant antog det. Endelig mobiliserer Jørgensen hele dette begrebsapparat, dels i en kritisk Auseinandersetzung med nyere æstetisk tænkning, dels i en religionsfilosofisk “udmøntning” af det æstetiske tankegods, der viser, hvorledes tro kan tematiseres filosofisk på en måde, der hverken reducerer den til dogmatisme eller til subjektivt sværmeri.

Jørgensens værk er en respektindgydende bedrift, der formår at give en samlet redegørelse for både æstetikkens egenart og dens systematiske betydning, og samtidig anvender denne redegørelse produktivt i sit favntag med en bred vifte af nyere tids mest interessante æstetik. For eksempel er hendes samlæsning af Jacques Rancières æstetiske og pædagogiske tænkning meget inspirerende (s. 524), og også andre, mindre velkendte figurer såsom Martin Seel og Susanne K. Langer behandles velvilligt. Af og til er hun dog en smule for overfladisk i sin kritik af de tænkere, som hun argumenterer imod og i forhold til hvilke hun positionerer sin egen tænkning; der refereres blot til dem uden noget egentligt forsøg på dialog, hvilket giver hendes fremstilling et noget ensidigt præg (det er eksempelvis tilfældet med Jean-François Lyotard, jf. s. 695). Hvad angår bogens religionsfilosofiske del er den et nuanceret, og for den udenforstående ofte provokerende, forsvar for troens fundamentale betydning. Alene for denne provokation fortjener bogen at blive læst af de, der, som denne anmelder, er bedre bekendt med den mere (ofte over-) politiserede gren af moderne æstetik.

Det er dog af og til uklart, i hvilken forstand Jørgensen har i sinde at aktualisere Baumgartens æstetikforståelse. Ofte ender hendes analyse som et begrebsligt korrektiv til teorier, der efter hendes mening ikke tilstrækkeligt har forstået “den egentlige betydning af ordet æstetik” (s. 447). Hermed forstår hun først og fremmest ordets oprindelige betydning. Man kan undre sig over, at der ikke vies en smule mere plads til udforskningen af samfundsudviklingens betydning for selve muligheden for at aktualisere denne betydning. Denne undren bliver desto stærkere af, at flere af Jørgensens hovedinspirationskilder, ikke mindst Benjamin og Theodor Adorno (som er kilde til bogens epigraf), netop gjorde en sådan kritik til deres centrale opgave. Bogen igennem refereres der ganske vist en passant til de vilkår, som det moderne samfund sætter for æstetisk tænkning. Mest markant sker det i forbindelse med en kritik af sammenkædningen af æstetik som disciplin med det moderne samfunds æstetisering, samt med en behandling af Benjamins analyse af kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder. Hvad angår førstnævnte mener Jørgensen, at denne sammenkædning reducerer æstetikken til ren sanselighed og forbliver primært kunstteoretisk uden at begribe æstetikkens erkendelsesmæssige dimension: “Sådan kan man naturligvis argumentere for at investere forskningstid i oplevelsesøkonomi, men sådan aktualiserer man ikke den filosofiske æstetik og demonstrerer ej heller dens relevans i dag” (s. 144).

Som modspil beskriver hun med Benjamin det moderne som knyttet til en forarming af aura, dvs. transcendenserfaring (Erfahrung), til fordel for oplevelser (Erlebnisse), “der gør tingene entydige og udelukker al erfaring af særegenhed” (s. 216). I forlængelse heraf kan hun korrigere æstetiseringstesen: “Moderniseringen af samfundet er i dag resulteret i det, der betegnende kaldes en oplevelsesøkonomi – og netop ikke en erfaringskultur” (s. 237). Grundretningen i denne analyse er for så vidt tiltalende; Jørgensen udpeger meget præcist, hvor æstetikken måske indeholder et overset potentiale, der kan være af stor værdi i dag. Men Benjamins diagnose stammer fra mellemkrigstiden, har en empirisk dimension og kan derfor ikke uden videre overtages som en analyse af vor tids tilstand. I stedet for at undersøge gyldigheden af denne diagnose i dag prioriterer Jørgensen Benjamins metafysiske og sprogfilosofiske skrifter. At hun derefter anvender diagnosen til at gå i rette med æstetiseringstesen forhindrer hende i at se, at denne tese måske netop beskriver en egentligt ny udfordring til moderne æstetik, som fortjener at blive taget seriøst. I stedet insisterer hun på revisionistisk at sammenligne vore dages æstetik med begrebets oprindelige betydning: “Filosofisk æstetik er en form for erkendelsesteori, for det var som en sådan, at æstetikken blev grundlagt i det 18. århundrede” (s. 480). Det er bogens styrke, at den holder fast i æstetikkens merbetydning i forhold til mere reduktive forståelser. Men samtidig risikerer Jørgensen at miste blikket for essentielle træk ved nyere æstetik, der ikke umiddelbart kan forenes med disciplinens oprindelige betydning.

Et eksempel herpå er spørgsmålet om kunstens position i æstetisk tænkning. Det ovenstående citat fortsætter: “Denne æstetikforståelse udelukker ikke æstetik forstået som kunstfilosofi, men den implicerer, at kunstfilosofien er en underafdeling af æstetikken” (s. 480). Jeg har stor sympati for Jørgensens grundlæggende intention om at udvide æstetikken hinsides kunsten, hvilket ofte ignoreres i dag, ikke mindst i toneangivende angelsaksisk filosofi. Dog kunne man efterlyse mere end et genetisk argument for prioriteringen af den erkendelsesteoretiske side af æstetikken. Hvad nu hvis kunsten i dag er et privilegeret eller ligefrem enestående sted for den tænkning, som Jørgensen efterlyser? Giver det så stadig mening at kalde kunstfilosofien en “underafdeling”? Jørgensen gør her som nævnt oprindelse til et argument for at privilegere æstetikkens erkendelsesteoretiske aspekt. Men man kunne lige så vel hævde, at et begreb bør evalueres i forhold til den nutidige struktur eller betydningssammenhæng, det indgår i. Adorno foreslog eksempelvis, at den slags systematisk æstetik, som Kant og Hegel stadig kunne bedrive, og som Jørgensen øjensynlig tager som model, var mulig, fordi filosofi på deres tid endnu ikke var fuldstændig udspaltet fra andre åndsudtryk, såsom kunst. Således kunne man anføre, at i lyset af fornuftens moderne fragmentering i heterogene ekspertsystemer kan æstetisk refleksion ikke længere udelukkende tage form af en “tænkning om tænkingen” (s. 23); en sådan tænkning må nødvendigvis spejle sig i en specialiseret refleksion over æstetikkens materielle grundlag i kunsten. I et sådant lys bliver æstetikkens erkendelsesteoretiske moment essentielt koblet til kunstfilosofi og -teori, uden at sidstnævnte kan opfattes som underordnet. Tværtimod kan de to momenter ses som gensidigt konstitutive.

Retfærdigvis bør det understreges, at jeg ser et sådant “materialistisk” korrektiv som i det store og hele foreneligt med grundtanken i Jørgensens æstetikforståelse, omend ikke med hendes privilegering af oprindelighed. Således henviser hun eksempelvis i sin religionsfilosofiske udmøntning til “kunstens og religionens fælles kilde i den aisthetiske grunderfaring” (s. 802). Så ligesom den æstetiske erfaring i Jørgensens øjne “allerede i sig selv [er] religiøs” (s. 796), levner hendes beretning måske også plads til at tematisere et konstitutivt forhold mellem kunst og æstetisk erfaring. Men en aktualisering af æstetikken, der tager dette forhold seriøst, burde i min optik stille spørgsmålstegn ved en ensidig underordning af æstetikkens kunstfilosofiske moment til fordel for dens erkendelsesteoretiske moment.

Disse indvendinger til trods er Jørgensens værk en afgørende begivenhed i dansk æstetik. Det synes tilladt at håbe på, at bogen vil fostre en livlig og kritisk dialog og dermed hjælpe til at befæste æstetikkens betydning i en offentlighed, hvor denne ofte er blevet overset eller misforstået.

Eskil Elling